Malene Schwartz

Malene Schwartz er uddannet skuespiller og har desuden virket som instruktør og tidligere teaterchef. Som skuespiller var Malene Schwartz knyttet til Allé-Scenen 1957-59, Det Ny Teater 1959-61 og Det Kgl. Teater 1962-70, herefter freelance.

Et sart ydre forbundet med en indre råstyrke og vid i replik og karaktertegning har præget skuespillerkarrieren, som har rakt fra filmkomedier, f.eks. Komtessen (1961), over Alison i Ung vrede (1958, tv 1967), Anouilhs Eurydike (tv 1964) og frem til den landskendte neurotiske Maude i Matador (1978-82). Dertil kommer medvirken i Cirkus- og Tivolirevyer og en stribe komedieroller, f.eks. i Garson Kanins Født i går (1971), samt endelig stærke kvindekarakterer i bl.a. Sartres Lukkede døre (1974) og Mishimas Marquise de Sade (1989).

Som teaterleder begyndte Malene Schwartz sammen med skuespilleren Lone Hertz på Bristol Teatret 1980-82 og på Aveny Teatret 1982-84, hvor hun fortsatte som enedirektør til 1992. Fra 1994-2001 var hun teaterchef på Aalborg Teater. Hendes repertoire spænder fra klassikere til det nye, især danske drama. På Aalborg Teater har hun bl.a. markeret sig med store musicalforestillinger med et ungt ensemble.

Som instruktør debuterede hun i 1999 med opsætningen af Taboris Massemordersken og fulgte op med Kim Fupz Aakesons Party i 2000, begge på Aalborg Teater.

I 2001 forlod hun sin chefstilling på teatret og genoptog sin sceniske skuespillerkarriere i Det Kgl. Teaters opførelse af Kesselrings Arsenik og gamle kniplinger i Glassalen i Tivoli. Det er siden fulgt op af roller bl.a. i Brechts Laser og pjalter på Odense Teater (2002), Christopher Hamptons Farlige forbindelser på Østre Gasværk og Thomas Bredsdorffs litterære kabaret Lykken – eller er der et liv før døden på Rialto (begge 2005). Samme år påtog hun sig ledelsen af Folketeatret for sæson 2005/06.

Se sæsonprogram

Sæsonprogram 2016/2017
Sponsorer

Carnegie Hall, New York 2012


Mød Ensemble MidtVest på youtube…

Ensemble MidtVest · Bitten og Aage Damgaards Plads 2 · 7400 Herning · Denmark · T +45 96 666 777 · info@emv.dk