Bent Sørensen, komponist

Bent Sørensen, f. 18.7.1958, dansk komponist, elev af Ib Nørholm på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium 1983-87 og Per Nørgård på Det Jyske Musikkonservatorium 1987-90.

Allerede i sin første strygekvartet, Alman (1984), demonstrerede Bent Sørensen en teknisk formåen og en kompositorisk fantasi, som han fulgte op i endnu tre kvartetter, Adieu (1986), Angel’s Music (1988) og Schreie und Melancholie (1994).

Efterhånden vendte han sig også mod større besætninger som fx i The Echoing Garden for soli, kor og orkester (1992). I denne kompositionsfase finder vi også en symfoni (1996), den vemodige violinkoncert Sterbende Gärten (1993), som i 1996 indbragte ham Nordisk Råds Musikpris og blev hans internationale gennembrud, samt Birds and Bells (1995) for basun og sinfonietta og klaverkoncerten La Notte(1998). Den dramatiske Sieben Sehnsüchte, skrevet i 1999, danner kernen i Seven Longings, en samling af syv stykker for mezzosopran, violin og klaver fra perioden 1989-2001.

Indtil da var der ikke meget i Bent Sørensens raffinerede skrivemåde med dens særlige sans for stemninger af tyst forfald, der pegede i retning af musikdramatik. Alligevel lod han sig lokke af muligheden for et samarbejde med forfatteren Peter Asmussen. Det blev udmøntet som en bestilling fra Det Kongelige Teater, og fem års kompositionsarbejde kronedes med urpremieren i 2004 på operaen Under Himlen.

Bent Sørensens internationale succes og samarbejdet med Peter Asmussen befæstedes yderligere, da sidstnævnte bearbejdede H.C. Andersen til kompositionen Den lille Havfrue, af Sørensen derefter udmøntet i tre klangberusede satser for sopran, pigekor og symfoniorkester, uropført med danske medvirkende på gæstespil ved Promenadekoncerterne i London 2005. Samarbejdet med Asmussen blev udvidet med instruktøren Katrine Wiedemann i koncertteaterstykket Sounds like You (2008-09), bestilt af Danmarks Radio i samarbejde med Festspillene i Bergen.

I 2009 fulgte den 2. klaverkoncert, La Mattina, skrevet til pianisten Leif Ove Andsnes, og 2013-14 trilogien Papillons, dedikeret pianisten Katrine Gislinge, med RosenbadPantomime og Mignon for klaver og hhv. strygekvartet, ensemble og strygeorkester.

Bent Sørensen, der ved siden af kompositionsvirksomheden har været professor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium 2002-11 og formand for Statens Kunstfonds tonekunstudvalg 2011-13, modtog i 1991 Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legats Hæderspris, i 2014 Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris.

 

 

Se sæsonprogram

Sæsonprogram 2016/2017
Sponsorer

Carnegie Hall, New York 2012


Mød Ensemble MidtVest på youtube…

Ensemble MidtVest · Birk Centerpark 8 · 7400 Herning · Denmark · T +45 96 666 777 · info@emv.dk