Den Danske Strygekvartet

Musikalsk synergi, teknisk kunnen, medrivende spilleglæde og en frisk tilgang til det klassiske repertoire kendetegner Den Danske Strygekvartet (DDS). DDS debuterede i 2002 og har i løbet af de sidste 10 år etableret sig på såvel de danske som internationale kammermusikscener og festivaler.

Siden DDS vandt DR P2s Kammermusikkonkurrence i 2004 har de været eftertragtet i hele Danmark og i september 2016 præsenterer de deres 10. DSQ Festival. En tre dages festival i København, hvor DDS inviterer musikalske venner fra hele verden til at spille sammen med dem.

DDS har optrådt over hele Europa og i USA på nogle af de mest prestigefulde scener og festivaler bl.a. i Wigmore Hall (England). Med sin stigende popularitet er DDS et af de mest eftertragtede kammerensembler i verden.

I 2012 udvalgte The New York Times DDSs koncert til at være et af årets højdepunkter. Samme år blev DDS tildelt et tre-årigt recidency i Chamber Music Society of Lincoln Centers CMS Two Program med start i efteråret 2013. DDS blev ligeledes udnævnt som BBC Radio 3 New Generation Artist i perioden 2013-15.

Den Danske Strygekvartet har vundet adskillige konkurrencer og priser. Som det yngste ensemble nogensinde vandt kvartetten i februar 2004 1. prisen såvel som publikumsprisen ved DR P2’s kammermusikkonkurrence. Samme forår vandt DDS 1. prisen i yderligere to konkurrencer: Vagn Holmboe strygekvartetkonkurrence samt Charles Hennen International Chamber Music Competition i Holland. I 2005 vandt DDS 1. prisen og publikumsprisen i Trondheim International String Quartet Competition og senest har DDS vundet 1. prisen og fire specialpriser ved 11th London International String Quartet Competition i april 2009. I 2010 fik DDS NORDMETALL-Ensemble Prize på festivalen Mecklenburg-Vorpommern i Tyskland. I 2011 modtog DDS den prestigefulde Carl Nielsen Pris og i 2015 fik DDS Wilhelm Hansen Fondens hæderspris.

I 2006 blev DDS udnævnt som `Artist in Residence’ i Danmarks Radio, hvilket bl.a. medførte solooptrædener med DR SymfoniOrkestret og DR UnderholdningsOrkestret. Desuden fik kvartetten mulighed for at indspille alle Carl Nielsens strygekvartetter i DRs Koncertsal. De to Carl Nielsen CDer udkom på Dacapo i 2007 og 2008 og har modtaget overvældende positive anmeldelser i internationale magasiner som The Gramophone (”Editors Choice”) og The Strad.

I 2012 udgav DDS en CD kvartetter af Haydn og Brahms på det tyske label AVI-music. Sammen med den prisvindende klarinettist Sebastian Manz har de indspillet værker af Brahms og Fuchs i 2014 på AVI-music. I 2014 udgav DDS CDen Wood Works med nordisk folkemusik på Dacapo, der samme år blev udvalgt af NPR som en af årets bedste klassiske CDer. DDS har netop skrevet kontrakt med ECM Records, hvor en CD med strygekvartetter af Per Nørgård, Hans Abrahamsen og Thomas Adés netop er udkommet.

DDSs hovedlærer og mentor er Tim Frederiksen. Derudover har DDS deltaget i masterclasses og fået instruktion af både Tokyo- og Emerson Kvartetterne samt af Alasdair Tait, Paul Katz og Hugh Maguire.   


www.danishquartet.com

 

Se sæsonprogram

Sæsonprogram 2016/2017
Sponsorer

Carnegie Hall, New York 2012


Mød Ensemble MidtVest på youtube…

Ensemble MidtVest · Birk Centerpark 8 · 7400 Herning · Denmark · T +45 96 666 777 · info@emv.dk