Wales 2012

Vi var 8 venner der tog med musikerne til Vale of Glamorgan Festival i Wales. Den sidste mandag i april før en vis herre fik snøret sine laksko, kørte vi til Billund og fløj med Ryan Air til Stansted, hvorfra vi kørte med minibus til Cardiff. Vi blev indlogeret på Angels Hotel, Castle Street, hotellet var fremragende og lå centralt. Om aftenen stødte 3 venner fra København til, og i samlet flok frekventerede vi en indisk restaurant, hvor vi fik krydret ganen med et udvalg af indiske specialiteter.

Tirsdag formiddag udforskede vi Cardiff på egen hånd, og lidt senere gik vi til Cardiff Bay, nærmere betegnet Millenium Center, hvor Ensemblet skulle spille i foyeren. Forinden nød vi en lille frokost i centret. På Matthews anbefaling smagte vi efter koncerten på den lokale is, hvorefter vi tog taxa til hotellet. Tirsdag aften gik vi til stationen og steg på et tog til Berry, hvor vi skulle til koncert. Da der opstod tvivl om, hvilken station vi skulle af på, var vi steget ud af toget og spurgte konduktøren til råds. Da han også var i tvivl blev togføreren konsulteret, så der blev ivrigt konfereret på perronen, før vi tog med endnu et stop. Kunne man forestille sig en sådan situation i Bording eller Engesvang? Nej vel! Men vi fandt vort bestemmelsessted efter en længere gåtur ad en rimelig stejl gade. Koncerten var med Bryars Ensemble i Memorial Hall, først Three Last Letters om Robert Scotts sidste dage i Antarktis, smukt sunget af 2 sangere. Derefter The Sinking of the Titanic, et langt, dystert stykke, som hensatte os i en speciel stemning. Nu ned ad bakke og med tog tilbage. Da det jo efterhånden var blevet lidt sent og restauranternes køkkener var lukkede, blev det til Burger Bar denne aften. Dog lykkedes det vist nogle at finde et pizzeria.

Onsdag frekventerede nogle af os Laura Ashley butikken i Cardiff, som bragte mindelser om en længst forsvunden ungdom med blomstrede romantiske drømme. Nogle af os tog så flodbåden til Cardiff Bay, hvor vi studerede havnemiljøet og de flotte bygninger, bl.a. Parlamentet, bygget i 2006, med en flot trækonstruktion. Vi gik også rundt i Millenium Center og beundrede arkitekturen, begge bygninger gav os en ide om, at Henning Larsen eller Mærsk Mc Kinney måske havde hentet inspiration her til Operaen i København. Men nu skulle vi skynde os tilbage og til five o´ clock tea i ”Royal Welsh College of Music and Drama”, inviteret af Ensemblet. Vi blev godt beværtet med lækre sandwishes og walisiske kager, før ensemblet gav koncert i foyeren, bl.a. med improvisation, som nogle vil vide, at de er formidable til.
Aftenens højdepunkt var koncerten samme sted i The Dora Stoutzker Hall med Ensemblet. Først var der præsentation af Per Nørgaard og hans kompositioner ved professor Peter Reynolds. Det var et langt foredrag, som jeg ikke fik det fulde udbytte af. MEN, så spillede vores ensemble, d.v.s. Martin Qvist Hansen, Jonathan Slaatto og Tomasso Lonqiich Per Nørgaards Spell. Det var en uforglemmelig oplevelse, hvor man virkelig fornemmede det høje kunstneriske niveau, og hvor musikerne blev eet med musikken. For mit eget vedkommende, som ikke tidligere fan af Per Nørgaard, var det en øjenåbner, som fik mig til at forstå, hvorfor han er blevet nævnt som den største danske komponist efter Carl Nielsen. Således åndeligt beriget begav vi os sammen med musikerne til en Thai Restaurant, hvor vi fik dejlig mad og vin og skønt samvær. Matthew, som jo er waliser, gav prøver på det walisiske sprog, som er komplet uforståeligt. Eksempelvis ligger byen med det længste navn i Wales: Llanfairpwllgwyngyllgogerychwyrndrobwllautysillogogogoch, ja, det hedder den såmænd, men til beroligelse kalder waliserne den bare Llanfairpwll! I løftet stemning begav vi os så til hotellet.

Torsdag regnede det, men det er vi jo så vant til, så det afskrækkede os ikke. Nogle brugte formiddagen til at gå på kunstmuseum og andre, her i blandt mig selv, besøgte Cardiff Castle, som bestemt var et besøg værd. I kælderen var der et meget interessant krigsmuseum. Sidst på eftermiddagen var vi med bus til Ewenny Priory, en gammel klosterkirke fra det 11.århundrede. Her var vi til Candelight concert med Ensemblet, og her var en helt speciel intim og hyggelig atmosfære. Vores ensemble spillede her igen Per Nørgaards Spell, samt andre fremragende stykker, og sluttede med et stykke af John Metcalf. Metcalf var selv til stede, og han takkede med tårer i øjnene Ensemblet for deres fortolkning af hans musik. Kirken var fyldt og jubelen ville ingen ende tage. Vores musikere fik virkelig fortjent bifald, og vi fornemmede også deres egen glæde over koncerten. I højtidelig stemning kørte vi med bussen tilbage. Klog af skade, havde nogle af os indkøbt sandwishes og rødvin, som vi nød på værelset, og det er man slet ikke snydt med, de var af virkelig god kvalitet, og frisktilberedte hver dag, her kunne DSB lære noget!

Fredag tog vi afsked med Cardiff kl. 10. Et gruppebillede på den pompøse trappeopgang måtte vi have på falderebet. En tilfældig forbipasserende spasmager udførte denne opgave, han viste sig at kunne håndtere samtlige kameratyper, og bidrog positivt til vores opfattelse af englænderne. Absolut ikke noget med ”stiff upperlip” der! Vi kørte sammen med musikerne til London. Planerne for nogle forventede timer i London var mange og luftige og ikke helt realistiske. Måske havde vi ikke kalkuleret med en længere pause undervejs, i hvert fald indså Københavnerne, at de nok hellere måtte stå af i Heathrow. Vi andre blev efter en tur i Londons trafik sat af sammen med musikerne ret langt fra vores bestemmelsessted. Efter først en sejltur, en gåtur, en togrejse og en billetkø og endelig undergrunden til Liverpool Street station, hvor vi fandt automaten og indløste vores forudbestilte billetter, lykkedes det os at springe på toget til Stansted. Og så skulle der jo være god tid til at spise på en restaurant der. Ja, men sådan en fredag var der mange, der havde fået samme ide, så køen til alle spisestederne var alenlang. Køen til de frisksmurte sandwishes blev hurtigt afviklet, så nok en gang blev det menuen, og det var helt fint, selv om bænken kunne have været mere behagelig at sidde på.

Flyveturen gik planmæssigt og turen fra Billund til Herning ligeså. Hvorfor være ven af EMV? For det første er det nogle ualmindeligt sympatiske og dygtige unge mennesker, som hele tiden udvikler sig, og har nået et meget højt niveau, de improviserer med musikken og man får indblik i en verden, man ellers ikke ville få kendskab til. Musik, som man ville have slukket for, hvis man hørte det i radioen, får en helt anden betydning og giver en helt ny oplevelse. Så det er næppe sidste gang, vi agerer backinggruppe for EMV.

Jenny Riis, maj 2012, med Ensemble MidtVest i Cardiff, Wales

 

Se sæsonprogram

Sæsonprogram 2016/2017
Sponsorer

Carnegie Hall, New York 2012


Mød Ensemble MidtVest på youtube…

Ensemble MidtVest · Bitten og Aage Damgaards Plads 2 · 7400 Herning · Denmark · T +45 96 666 777 · info@emv.dk