Formandens beretning 29.04.2016

Beretning til generalforsamling 2016 den 29. april – Ensemblets Venner

Velkommen til Vennekredsens årlige generalforsamling.

Det er igen lykkedes os at få lagt GF i forbindelse med en koncert, og senere i aften skal vi jo høre, hvad Carsten Dahl og Ensemblet vil servere for os. Inden skal vi jo nå at få lidt til ganen og et godt glas vin, og vi håber at vi kan nå det hele.

I det forgangne år – siden sidste GF – har Vennekredsen været på den årlige sommerudflugt. I juni sidste år var udflugtens mål Silkeborg Bad, hvor der både var kunstudstilling (Søren Hjort Nielsen) og mulighed for at nyde de smukke omgivelser derude ved søen. Det blev igen en dejlig søndag, hvor kaffebordet også var i top. Der var over 60 gæster.

Da årsprogrammet lige inden sommerferien skulle sendes ud, var der også mange venner i sving herude – der lånes hænder til at putte program, breve og medlemskort i kuverter – det er en stor opgave, som alle hygger sig med.

Næste event, hvor Vennerne var i aktivitet var Nr. Vosborg festivalen lige før sommerferien, hvor vi hjalp med forskellige praktiske ting, f.eks. kopiering og foldning af programmer og andre praktiske ting.

Efteråret er en stille periode for vennerne hvad deres egentlig mission angår – hjælp til Ensemblet. Derfor forsøgte vi at lave et julearrangement med gløgg og æbleskiver i forbindelse med en åben prøve forud for Ensemblets indspilning af Niels W. Gades kammermusik.

Vennerne har også været med til det praktiske arbejde med at afvikle Messias-koncerterne i Århus og Herning.

I mens alle de praktiske hænder var i sving, var der en anden, der havde travlt med at være rejsearrangør. Det er jo efterhånden en tradition, at der bliver udbudt en rejse til et af de steder, hvor Ensemblet holder koncert i udlandet. I år var det så en større rejse, som Niels stod i spidsen for. Turen gik til Toronto og New York, og der var fire venner med i Toronto og der stødte så to mere til i New York. Jeg var selv en af dem, der var med i New York, hvor Ensemblet nu har spillet tre gange, og det er en stor oplevelse at være med – både som koncertgænger og turist. En af de store oplevelser er at se og mærke den applaus og anerkendelse, som Ensemblets musikere får – de optræder jo for et nyt publikum hver gang i udlandet, og der er et stort publikum, som løfter stemningen. Igen i år boede vi på det samme hotel som musikerne, og det er altid en dejlig oplevelse at møde musikerne under de lidt mere uformelle rammer. Tak til Nicholas med det praktiske med at få os installeret på hotellet.

Vi, der deltog, har skrevet et rejsebrev, som kan læses på Ensemblets hjemmeside under den fane, der hedder Ensemblets Venner.

Vennekredsens forskellige initiativer har flere formål, men et af dem er at få vennerne til at føle sig godt tilpas i hinandens selskab ved koncerterne. På den måde får man måske endnu mere lyst til at gå til koncerter, fordi man ved, at der altid er en eller flere fra Vennekredsen, man har mødt før. Som en af vores venner engang udtrykte det: ”Jeg tager da bare alene ud til Nr. Vosborg, for der er altid en eller flere fra Vennekredsen derude, man kan sludre med”.

Vennerne bliver informeret om Ensemblets koncerter og Vennekredsens arrangementer ad to kanaler – den ene kanal er jo Ensemblets/ Marlenes nyhedsbrev, som kommer stabilt hver måned. Den anden en Hennys kanal, som kommer mere, når der er behov for det, og oftest kort tid før en koncert. Hennys nyhedsbrev dækker også lidt mere konkrete Venneting, f.eks. rykkere for kontingent.

Vi har støttet Ensemblets administration i deres bestræbelser på at få os til at bestille billetter over Billetlugen. Det er en stor hjælp for administrationen, når den kan se, hvor mange billetter, der er solgt. Hvis der er få solgte billetter, går managerne i gang med at få hentet flere publikummer ind, da det jo drejer sig om at få fyldt sæderne – både for musikernes skyld men også for at sikre fremtiden. Så vi vil blive ved med at opfordre jer til at gå omkring Billetlugen – der sparer I 25 kr. pr. billet – i stedet for 75 kr. ved døren er det 50 kr. pr. billet.

I det hele taget bliver der jo – om man kan lide det eller ej – mere og mere, der foregår over Internettet. F.eks. havde Thomas jo også lavet et link, hvor Vennerne kunne melde sig til det frivillige arbejde på Nr. Vosborg sidste år. Så vi kan lige så godt vænne os til det.

Vi er fort tiden ca. 370 medlemmer – det er altid lidt uvist med antallet på det her tidspunkt, fordi det samtidig er betalingsperioden. Men vi anslår, at de fleste ender med at betale deres kontingent – ellers har vi jo i Vennekredsen en aktiv inkassovirksomhed.

Vores sponsorer er trofaste, og det er vores fundraiser også. Henny arbejder utrætteligt for at holde fast på sponsorerne, og vi har også i år udvidet rækken af sponsorer:

CAN Management A/S
Nordea
Egetæpper
Aage Damgaard APS
C.C. Contractor
Hans Foxbys Fond
Multi-Support R&D A/S
Handelsbanken
Bestseller Retail Europe A/S
JBS Textile Group
Midtconsult
Alle med 3.000 kr.

Herning Gymnasium 2.000 kr.

KPC Byg A/S 1.000 Kr.

B&O er sandsynligvis også sponsor, der arbejdes på sagen, men de har jo lige fyret deres direktør, så det kan være de har andre interesser i øjeblikket.

Med den støtte, vi henter fra sponsorerne og med det kontingent, som Vennekredsen får fra medlemmer, er vi i stand til at donere et ikke helt lille beløb til Ensemblets forskellige projekter. I år har vi doneret godt 41.000 kr. til Messias koncerterne ved juletid, og desuden 40.000 kr. til produktion af to CD’er med Niels W. Gades kammermusik.

Med denne beretning vil jeg gerne slutte af med at takke musikerne for fantastisk gode musikalske oplevelser, tak til Ensemblets administration, Oliver, Marlene, Nicholas og Thomas for godt samarbejde, tak til Vennerne for den opbakning I giver ved at være til stede ved koncerter og for hjælp ved forskellige arrangementer. Til slut tak til bestyrelsen for godt arbejde og samarbejde i det forgangne år. Og til allersidst en stor tak til Tove og Ellinor for deres mange år i Vennekredsens bestyrelse.

April 2016
Birgit Toft, formand for Vennekredsen

 

Se sæsonprogram

Sæsonprogram 2016/2017
Sponsorer

Carnegie Hall, New York 2012


Mød Ensemble MidtVest på youtube…

Ensemble MidtVest · Bitten og Aage Damgaards Plads 2 · 7400 Herning · Denmark · T +45 96 666 777 · info@emv.dk