Violin – Ana Feitosa

Den brasilianske violinist Ana Feitosa startede sin karriere som ganske ung i Brasilien, først som koncertmester i Brasiliens Ungdomssymfoniorkester og sidenhen i Brasiliens Symfoniorkester.

Derefter flyttede hun til Tyskland for at studere på Hochschule für Musik und Darstellende Kunst Frankfurt am Main og afsluttede her sin solisteksamen hos prof. Walter Forchert.

I Tyskland sporede hun sig ind på en karriere som kammermusiker. Med klavertrioen Trio Monte har hun modtaget priser i store europæiske kammermusikkonkurrencer som ”Internationalen Commerzbank-Kammermusikpreis”, ”Concurs International de Música Maria Canals”, ”Europäischen Kammermusikwettbewerb” m.fl, og er tilmed blevet udmærket med ”Folkswangsprisen” i Essen, Tyskland.

Det var passionen for kammermusik der bragte Ana Feitosa til Danmark, da hun i 2010 blev inviteret til at spille sammen med Ensemble MidtVest, hvor hun har været siden da.

Ideen om at beskæftige sig eksklusivt med kammermusik fascinerer hende. Hun har i løbet af sin kammermusikkarriere arbejdet sammen med anerkendte musikere som Michael Sanderling, Charles Neidich, Sergio Azzolini, Pekka Kuusisto, Francoix Leleux m.fl.

I 2019 grundlagde Ana Feitosa Skagen Kammermusikfestival i samarbejde med Kulturhus Kappelborg. Dermed gik drømmen om at gøre Skagens kulturliv endnu mere rigt og levende, samt understøtte unge, kommende musikere i opfyldelse.

Nyhedsbrev 2016/2017

Sæsonprogram 2020/2021

 

Ensemble MidtVest · Bitten og Aage Damgaards Plads 2 · 7400 Herning · Denmark · T +45 96 666 777 · kd.vm1603771827e@ofn1603771827i1603771827