Ensemble MidtVest

OM ENSEMBLE MIDTVEST

Ensemble MidtVest blev etableret i 2002 og består af 10 klassiske musikere, der tilsammen udgør en besætning bestående af en strygekvartet, en blæserkvintet og en pianist. Ensemblet er et af Danmarks fire basisensembler og bor til daglig på HEART – Herning Museum of Contemporary Art, der både huser prøvelokaler og koncertsal.

Ensemble MidtVest forstår den klassiske musik som en levende tradition, der er forankret i fortiden, men som samtidig er lige så relevant i dag, som den har været i århundreder. Det er derfor ensemblets målsætning at gøre de sidste 500 års musik tilgængelig for det 21. århundredes publikum. For at opfylde dette mål præsenterer ensemblet ikke blot et repertoire med klassisk kammermusik, men arbejder også med fri improvisation såvel som barok og tidlige klassiske værker. 

KONCERTER I IND- OG UDLAND

Ensemble MidtVest spiller ca. 100 koncerter om året i ind- og udland og har bl.a. optrådt i Carnegie Hall i New York, Kings’ Place i London, såvel som på Musikfestspiele Mecklenburg-Vorpommern, Rio International Chamber Music Week, ULTIMA Festival i Oslo, The Vale of Glamorgan Festival i Wales og Mantova Chamber Music Festival i Italien.

SAMARBEJDER 

Ensemblet har samarbejdet med en lang række­­ højtprofilerede musikere, heriblandt Pekka Kuusisto (violin), Martin Fröst, Charles Neidich og Johannes Peitz (klarinet), Torleif Thedéen og Christoph Richter (cello), Alexander Lonquich og Christian Ihle Hadland (piano), Christina Landshamer (sopran), Per Arne Glorvigen og Paolo Russo (bandoneón) og Den Danske Strygekvartet.

Siden 2014 har den anerkendte fagottist Sergio Azzolini været tilknyttet som kunstnerisk konsulent for ensemblet med fokus på barok og den tidlige klassiske musik. Ud over den traditionelle kammermusik arbejder ensemblet med klassisk improvisation med henblik på at skabe deres eget musikalske sprog. I den forbindelse har den kendte jazzpianist Carsten Dahl været tilknyttet som kunstnerisk konsulent fra 2007-2017. Sammen med Carsten Dahl har musikerne gennem klassisk improvisation udviklet deres musikalske intuition og individualitet.

CD-UDGIVELSER

Ensemble MidtVest har indspillet 21 CD’er. Indspilningen af Mozart og Brahms klaverkvartetter har tidligere vundet DRs P2-Prisen for årets bedste danske CD-udgivelse, ligesom indspilningen af Hans Abrahamsens ”10 Preludes + Six Pieces” har været nomineret til P2-Prisen for årets danske album i kategorien ny musik i 2018.

STØTTET AF

Ensemble MidtVest er støttet af Statens Kunstfond samt af de fire kommuner Herning, Holstebro, Ikast-Brande og Struer.


Opdateret 05.03.2018 

Ensemble MidtVest · Bitten og Aage Damgaards Plads 2 · 7400 Herning · Denmark · T +45 96 666 777 · kd.vm1531806259e@ofn1531806259i1531806259