Carsten Dahl

Siden januar 2007 har jazzmusikeren Carsten Dahl været kunstnerisk konsulent for Ensemble MidtVest. Sammen med Ensemblets musikere søger han nye, uhørte toner, klanglige muligheder, direkte svarende til vor tid og dens kunstneriske behov.

”Vi lever i det 21. århundrede. Vi er alle søgende efter det sted, vi kommer fra. Det sted har intet med de verdener at gøre, vi kender. Dette har vi blandt meget andet kortlagt her.“ Carsten Dahl

Udgangspunktet for projektet „Den indre nødvendigheds musik“ er musikerne selv. „Klassiske musikere mister ofte forbindelsen til deres egen oprindelige musikalitet,“ siger Carsten Dahl. „Det ligger ikke umiddelbart i kortene, når der er tale om klassisk musik, hvor noder, dirigenter og overkomne, ofte stive koncertformer tit sætter nogle meget snævre rammer for den enkelte musikers muligheder.“

I stedet for noder er det ”værdier, vægt og associationer“ som Carsten Dahl og Ensemblets musikere har med i bagagen når de tager afsted sammen. Det er ikke så meget resultaterne i form af koncerter, som er målet for denne rejse, som Carsten betegner som et „dybdesøgende musikfremstød“. Det er selve rejsen, det kommer an på, og publikum er inviteret til undervejs at komme på besøg. Hver gang Carsten Dahl og Ensemble MidtVests musikere optræder sammen, skal der være noget nyt at opdage. Klangligt, følelsesmæssigt, noget der rykker en lille smule for vores gængse opfattelse af det som musik er og det som musik kan. Musik er ikke blot en indre nødvendighed for den, der spiller den, der lever i den. Den kan have lige så stor betydning for den, som åbner sit sind for den, den som giver sig hen, den som ikke er bange for at opleve noget hidtil ukendt. Kom og vær med til vores rejse gennem hele musikkens store univers.

 

Se sæsonprogram

Sæsonprogram 2016/2017
Sponsorer

Carnegie Hall, New York 2012


Mød Ensemble MidtVest på youtube…

Ensemble MidtVest · Birk Centerpark 8 · 7400 Herning · Denmark · T +45 96 666 777 · info@emv.dk