Ensemble MidtVest er sammen med jazzmusikeren Carsten Dahl nomineret til en Danish Music Awards Jazz i kategorien ”Årets Danske Crossover Jazzudgivelse” for CDen ”Synesthesia & Metropolis”. Dobbelt CDen ”Synesthesia & Metropolis”, er udgivet på pladeselskabet Storyville og er hhv. en studie- og liveoptagelse. CDen er den første dokumentation af samarbejdet mellem Ensemble MidtVest og Carsten Dahl, der siden 2007 har været kunstnerisk konsulent for ensemblet. Om CD’en ”Synesthesia” fortæller Carsten Dahl: ”CD’en er en opdagelse og undersøgelse af samsansningens mysterium og en beskrivelse af umulighedernes muligheder i menneskets åndelige kraft og direkte oversat til den musik, som var til rådighed i dagene i studiet.” CDen ”Metropolis” er en koncertoptagelse med musik til Fritz Langs stumfilm af samme navn. Musikken er delvist skrevet og elektronisk forbearbejdet af Carsten Dahl og delvist fuldt improviseret. Udover Carsten Dahl og Ensemble MidtVest medvirker operasangeren Tina Kiberg og MidtVest Pigekor på ”Metropolis”.
Hør uddrag fra CDen her
DMA Jazz 2011 finder sted den 5. november fra kl. 11.00 i Huset i Magstræde i København. Prisen for ”Årets Danske Crossover Jazzudgivelse” overrækkes kl. 21.00 af multikunstner og outertainer Torsten “T.S.” Høeg.